Munck får arbejdsmiljøprisen for anden år i træk

1. marts 2018  |  

Med et 2017 helt uden arbejdsulykker med fravær har Munck Asfalt for andet år i træk præsteret branchens laveste ulykkesstatistik. Vandrepokalen for bedste arbejdsmiljø, uddelt af 3F og Asfaltindustrien, får derfor lov til at blive på hylden.

 

Torsdag d. 1. marts var arbejdsmiljøorganisationen i Munck Asfalt samlet på hovedkontoret i Hjulby for at gennemgå den supplerende arbejdsmiljøuddannelse. Ved samme lejlighed fik selskabet besøg af arbejdsmiljøkonsulent Ib Nielsen fra 3F og arbejdsmiljøkonsulent Trine Leth Kølby fra Asfaltindustrien, der havde den ny-indgraverede vandrepokal for Arbejdsmiljøprisen 2018 med:

 

Det er 8. gang, vi uddeler denne her pokal, men første gang, vi gør det på baggrund af en ulykkesstatistik helt nede på 0. Det, synes jeg, er utroligt flot,” udtaler Trine Kølby.

 

På samme vis var det en glad og stolt administrerende direktør i Munck Asfalt, Jens-Kristian Damsgaard, der sammen med resten af arbejdsmiljøorganisationen, tog imod pokalen i dag:

 

”Sikkerhed er en topprioritet i Munck Asfalt, og derfor betyder det rigtig meget for os at få overrakt pokalen igen i år. Vi arbejder målrettet ud fra devisen SIKKERHED FREM FOR ALT, og her har det været en fornøjelse at opleve så seriøs og dedikeret en indsats fra både medarbejdere, sikkerhedsorganisation og ledelse, som har resulteret i en stærk sikkerhedskultur og en ulykkesstatistik helt nede på 0. Pokalen får, ligesom sidste år, lov til at gå på tur mellem afdelingerne, så alle kan blive mindet om den flotte bedrift,” udtaler han.

 

Udover uddeling af Arbejdsmiljøprisen 2018 vil 3F og Asfaltindustrien ligeledes, traditionen tro, afholde en arbejdsmiljøkonkurrence, som i år bliver en fotokonkurrence, hvor de enkelte asfalthold har mulighed for at vinde en julefrokost. Dette sker i forbindelse med den fælles branchekampagne - relanceringen af ”Pas på min far” -, der skal være med til at minde bilister om at køre forsigtigt omkring vejarbejder. Kampagnen går i luften til april.  

Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure