Nye droneoptagelser fra Schüttesvej

12. august 2021  |  

Fra september 2020 til november 2021 udfører Munck Havne & Anlæg anlægsarbejderne ifm. udvidelse af Schüttesvej ved Horsens. Se den nyeste dronefilm fra projektet i nedenstående samt lidt ældre optagelser i dette link.

 

 

Projektbeskrivelse:

 

En af Horsens store indfaldsveje udvides fra 2 til 4 spor for at give plads til flere biler. Vejen ligger bl.a. på en dæmning lige op til Bygholm Sø. Den nye udvidelse af dæmningen langs Bygholm Sø skal bl.a. medvirke til at klimasikre området. Dette sker ved at udvidelsen etableres med spunsjern.

 

Under hele anlægsarbejdet, som foregår på begge sider af eksisterende hovedvej, har der været opretholdt fuld trafikafvikling. Dette stiller selvsagt store krav til logistik omkring trafik, pladsforhold og generel planlægning af arbejdets udførelse.

 

Foruden selve vej- og dæmningsudvidelsen er der etableret en ny stitunnel under Schüttesvej. Der er bl.a. anlagt nye sluserør med tilhørende ind- og udløbsbygværker, ny Ø400 vandledning, ny Ø250 gasledning samt ny hovedkloakering i op til Ø1000 rør. Stitunnel er udført i 2 etaper, af hensyn til trafikafviklingen, via spunsvægge med in situ-støbt brodæk. Selve tunnelen udgraves efterfølgende inde i selve konstruktionen.

 

Nye ind- og udløbsbygværker er udført under kote 0, dvs. under vandspejl. Dette har krævet gode løsninger for at kunne tørholde arbejdet - bl.a. en 30 meter lang interims dæmning i åen for at kunne etablere udløbsbygværk samt flere interimskonstruktioner via afskærende spunsvægge ved indløbsbygværket. Imens den nye sluse er etableret, har det løbende været påkrævet at sikre tilpas afstrømning fra Bygholm Sø for at undgå oversvømmelser i området samt sikre fri passage for fisk mellem åen og søen. Dette er løst ved forskellige tiltag - bl.a. ved pumpning af 200 liter/sekund i en periode.

 

Alt arbejde er foregået med trafikafvikling tæt op ad arbejdsområdet samt i større lyskryds. Dette har bevirket, at arbejdet er udført i gravekasser ned til 6 meters dybde - herunder krydsning af ikke-indmålte kendte, samt ukendte, fremmede kabler og ledninger.

 

Selve vejudvidelsen udføres i princippet helt traditionelt, men dog har der i denne opgave været specielle forhold. Dels selve trafikafviklingen, men også alle de ukendte elementer i jorden, såsom efterladte konstruktioner, fremmede kabler og ledninger samt blødbund. Derudover er vejudvidelsen udfordrende, da den kommer ind til 1 meter fra eksisterende privathuse, hvilket har krævet en effektiv dialog samt ombygning og tilpasning af private forhold.

 

Den nye vejudvidelse ændrer også på tværprofilet for hele Schüttesvej, som betyder, at i skel mellem ny og gammel asfalt er der op til 40 cm højdeforskel. Dette, samt en ny gennemgående midterhelle, medfører at trafikafviklingen under udførelsen har været en særlig opgave. Det til trods har trafikken kunne opretholdes uden nogen problemer. I projektets afsluttende fase etableres diverse rækværker og autoværn samt en støjskærm og belysning i begge sider af vejen og i stitunnel.

Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure