Munck Forsyningsledninger vinder kontrakt på stort kabelprojekt

6. marts 2023  |  

Munck Forsyningsledninger a/s har efter et langt udbudsforløb skrevet kontrakt med Energinet på udførelse af kabelinstallationen på Vestkystforbindelsen, som er en 400 kV forbindelse, der strækker sig fra grænsen til Tyskland op til Idomlund ved Holstebro.

Vestkystforbindelsen er en ny 400 kV el-forbindelse, der dels skal etableres som luftledninger og dels via nedgravede kabler på dele af strækningen. Det er arbejdet med nedgravning af kabler, som netop er blevet tildelt Munck Forsyningsledninger a/s. Kontrakten over 150 mio. kr. består udover ni delstrækninger på 400 kV, som skal nedgraves op langs den jyske vestkyst, også af fire mindre strækninger med 150 kV forbindelseslinjer til eksisterende stationer.

”I Munck Forsyningsledninger er vi meget glade og stolte over at have vundet opgaven hos Energinet med nedgravning af kabler på Vestkystforbindelsen. Det er en forholdsvis stor og kompleks opgave, som ligger rigtig godt til os, efter vi netop har afsluttet et andet stort kabelprojekt kaldet ”Viking Link” også for Energinet med stor succes”, fortæller regionsdirektør i Munck Forsyningsledninger, Per Jensen.


De ca. 24 km 400 kV, som skal nedgraves består af to systemer i dobbeltrace, hvilket betyder, at der skal nedgraves 12 kabler i fire render. Arbejdet skal udføres i et arbejdsbælte på ca. 50 meter, mens de ca. fire km 150 kV forbindelser består af seks kabler. I alt skal der trækkes ca. 300 km kabel på opgaven. For at krydse veje og vandløb mv. skal en del af opgaven udføres via styret underboring, hvilket betyder, at der skal bores ca. 20 km foringsrør i Ø315. Borearbejdet udføres af Munck Forsyningsledningers egen boreafdeling.


”Vi er ved at påbegynde planlægningen og glæder os til at komme i jorden. Før sommerferien i år starter vi med at udføre de ca. 40 krydsninger, som skal udføres ved styret underboring. I efteråret 2023 starter vi selve gravearbejdet og kabeltrækkene, projektet forventes afsluttet medio 2025”, forklarer Per Jensen og fortsætter: 

”Da flere af delområderne skal udføres sideløbende, kræver projektet i perioder rigtig mange ressourcer både i forhold til styring og projektledelse og ikke mindst mandskab ude i marken, hvilket også er en af grundene til at projektet ligger godt til os.”

For yderligere oplysninger kontakt: Regionsdirektør Per Jensen tlf. 2423 9834

Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure