Asfaltarbejdet på Lillebæltsbroen er færdigt

22. juni 2014  |  Munck Asfalt a/s

​På trods af sit navn er Den Nye Lillebæltsbro 44 år gammel, og en del af asfalten på broen er stadig en del af den oprindelige asfalt tilbage fra 1970, hvor broen blev indviet. Det øverste slidlag skal dog udskiftes en gang imellem, som det skete på de vestgående spor sidste år, og i år var turen kommet til slidlaget på de østgående spor. Desuden er hele asfaltlaget blevet udskiftet på det østlige tilslutningsfag af broen.

 

Nu er asfaltarbejdet færdigt, og der mangler kun at blive ryddet op på broen og få retableret den oprindelige afstribning uden for begge broender. Dette arbejde udføres af firmaet Daluiso og vil fortrinsvis foregå i aften- og nattetimerne, hvor trafikken generes mindst muligt. 
 
De sidste måneders arbejde er gennemført helt som planlagt. Faktisk har Muncks Asfalt, med underentreprenører sørget for at udnytte dagene med tørt vejr så optimalt, at arbejdet er færdigt to uger før sluttidsfristen. Trafikomlægningerne i arbejdsperioden blev tilrettelagt, så de gav færrest mulige trafikale problemer.
 
Da asfalten på de vestgående spor blev skiftet sidste år, oplevede vi problemer med kødannelser på motorvejen ved Middelfart og desværre flere bagendekollisioner som resultat. Denne gang opretholdt vi derfor tre smalle spor i vestlig retning i stedet for to og gav på den måde mere plads til trafikken mod Jylland. Denne løsning har fungeret rigtig godt.

->  Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure