Sclerose-ramt medarbejder fastholdt i job med specialudstyret firmabil

24. marts 2021  |  

Da maskinfører Kenneth Hammerich i sommeren 2020 fik konstateret sklerose, gik hans hjemkommune Assens og arbejdsplads Munck Forsyningsledninger sammen om at udstyre hans firmabil med kran, automatgear og fastmonteret tank, så han kunne fortsætte i sit job.

Det hele startede kort før sommerferien i 2020, hvor Kenneth Hammerich, maskinfører i Munck Forsyningsledninger, var på vej på arbejde. Pludselig fik han det dårligt:

Først tænkte jeg, at det nok bare var fordi, jeg havde sprunget morgenmaden over, men efter lidt tid måtte jeg alligevel holde ind på en tankstation og ringe hjem for at blive hentet”, fortæller Kenneth og fortsætter:

Da jeg kom hjem, fik jeg det tiltagende dårligt og nåede at besvime to gange, før min kæreste fik ringet 112. Jeg blev indlagt, og efter et forholdsvis kort forløb på sygehuset, hvor hjertetilfælde og andet blev afkræftet, fik jeg diagnosen sclerose.

Vant til et aktivt liv

For Kenneth Hammerich, der har været på arbejdsmarkedet i over 30 år, lå tanken om at stoppe helt med at arbejde fjernt:

Jeg er jo vant til at arbejde fysisk og kan godt lide at bruge min krop. Der har altid været et formål med at stå op om morgen, og i mange år har det været at mødes med ham dér og tage fat på dagens opgaver.”

Kenneth nikker over mod sin kollega Johnny Adolfsen, som han har dannet sjak med gennem 12 år - de seneste 3 i Munck Forsyningsledninger, hvor de sammen har løst opgaver inden for kloak og anlæg.

Johnny har, siden Kenneth blev konstateret syg med sclerose, stået for de tungere løft i opgaverne, men det behøver han ikke meget længere.

Selvkørende i specialudstyret firmabil

Efter 1,5 måneds sygemelding blev Kenneth indkaldt til en sygefraværssamtale i Assens Jobcenter. Her indledte han en dialog med socialrådgiver og fastholdelseskonsulent Carsten Bøttzau:

Det stod fra start helt klart, at Kenneth havde en stædighed og vilje til at fortsætte sit aktive arbejdsliv som maskinfører.  I Assens Kommune har vi stort fokus på, hvordan vi kan hjælpe borgerne med at forblive så selvstændige som muligt i hverdagen, og netop dette har også været målsætningen i forhold til Kenneth”, fortæller Carsten, der af samme årsag tog kontakt til Munck Forsyningsledninger.

Jeg er vant til at bevillige arbejdsrelaterede hjælpemidler til borgere, men Kenneths hverdag kendte jeg jo ikke på forhånd. Vi skal iværksætte lige præcis de tiltag, der giver mening, og her har dialogen med Kenneth og Munck Forsyningsledninger været helt afgørende for forståelsen”, fortæller Carsten, der også har besøgt Kenneth i flere arbejdssituationer.

Smidigt samarbejde mellem Assens Kommune og Munck Forsyningsledninger

Kenneths sclerose gør, at han har svært ved tunge løft og gentagne bevægelser - særligt, hvis de foregår over skulderhøjde. Med henblik på at minimere denne belastning, blev der hurtigt stillet skarp på indretningen af hans firmabil:

Kenneth bruger mange timer i sin kassevogn og løfter arbejdsredskaber ud og ind ad bilen flere gange i løbet af dagen. Skal han fx. retablere efter en kloakeringsopgave, har han brug for sin jordlobbe, og den er altså tung af få ud,” fortæller projektleder Peder Langløkke fra Munck Forsyningsledninger, som har været med til at vurdere behovet for hjælpemidler.

På baggrund af samarbejdet, har Assens Kommune bevilliget midler til automatgear, indbygget kran til tunge løft og fastmonteret tank til brændstof, så Kenneth ikke skal fylde manuelt på fra dunke.

Vi er virkelig imponerede over, hvor hurtigt, der fra Assens Kommunes side er blevet handlet i den her sag, og utroligt glade for, at vi har fundet en løsning, der gør, at vi kan beholde Kenneth i jobbet.

Sjakbajs Søren Jørgensen bakker op:

”Kenneth er en dygtig maskinfører, og jeg håber for ham, at han har mange gode år tilbage på arbejdsmarkedet – og meget gerne her i mit kloakeringssjak!”

Kenneth selv ser også positivt på, hvordan situationen er blevet håndteret:

Jeg er ikke sikker på, jeg kommer til at arbejde, til jeg bliver 70, men med min nye firmabil ser jeg i hvert fald mig selv have et aktivt arbejdsliv mange år frem. På den kortere bane glæder jeg mig nu til en hverdag, hvor jeg igen kan tage flere opgaver selv uden nødvendigvis at skulle trække på mine kollegaers hjælp.”


     
Billede: Kenneth i færd med at krane sin jordlobbe ud af bilen.


Billede (f.v.): Kenneth Hammerich, kollegaen Johnny Adolfsen og fastholdelseskonsulent Carsten Bøttzau.


Billede (f.v.): D. 15. marts samledes Carsten Bøttzau, Peder Langløkke, Søren Jørgensen, Johnny Adoflsen og Kenneth Hammerich på Munck Forsyningsledningers lagerplads nord for Odense i anledning af, at den nye kassebil blev leveret. Herudfra kører sjakket dagligt til de opgaver, de løser for VandCenter Syd.  

 

Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure