Munck Forsyningsledninger A/S overtager Entreprenørfirmaet Ollerup A/S

17. august 2017  |  Munck Forsyningsledninger a/s

Pressemeddelelse:

 

Munck Forsyningsledninger A/S i Odense (www.munck-forsyning.dk) har indgået aftale om at overtage aktierne i den sydfynske virksomhed Entreprenørfirmaet Ollerup A/S, som gennem mange år primært har udført anlægsarbejder, kloakering, byggemodning mm. på Fyn. Overtagelsen sker under forudsætning af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

 

- Vi er meget glade for den henvendelse, vi fik fra Munck Forsyningsledninger. Det betød, at vi kunne indgå en aftale om et ejerskifte, som sikrer, at selskabet og ikke mindst arbejdspladserne bevares på fynske hænder, udtaler adm. direktør for Entreprenørfirmaet Ollerup A/S, Robert Kirkeby Hansen.

 

- Og med den fortsatte fynske forankring sikrer vi at kunne servicere vores nuværende kunder lige så godt i fremtiden. Dertil kommer, at vi nu kan tilbyde flere kompetencer, specielt inden for No-Dig, kabel, vand og fjernvarme, konstaterer Robert Kirkeby Hansen afslutningsvis.

 

Administrerende direktør for Munck Forsyningsledninger A/S, Flemming Skøtt glæder sig også over opkøbet.  

 

- Munck Forsyningsledninger udfører i forvejen delvist samme type opgaver som Entreprenørfirmaet Ollerup. De har været i markedet i mange år, og specielt på kloak- og anlægsområdet har de været meget aktive. Den del glæder vi os til at kunne tage ved lære af, da vi ønsker at blive mere aktive på dette felt. De øgede ressourcer og kompetencer falder ligeledes godt i tråd med det forestående arbejde, som vi skal udføre i sammenhæng med etableringen af Letbanen i Odense.

 

- Vi kender Ollerup som en seriøs virksomhed med dygtige medarbejdere. De udfører et godt håndværk, og vi er trygge ved at overtage selskabet. Vi glæder os til at implementere de kommende synergier, som ligeledes vil komme vores kunder til gode, fortsætter Flemming Skøtt.

 

Som led i overtagelsen bliver Robert Kirkeby Hansen ny regionsdirektør for Munck Forsyningsledninger på Fyn, når den nuværende regionsdirektør Frank Andersen går på pension i efteråret 2017.

 

Entreprenørfirmaet Ollerup A/S beskæftiger ca. 100 medarbejdere. Hovedaktiviteterne for virksomheden er på Fyn, hvor hovedkontoret i Stenstrup også ligger.

 

Munck Forsyningsledninger vil efter overtagelsen beskæftige ca. 700 medarbejdere, og det samlede antal medarbejdere i Munck Gruppen stiger til godt 1.600.

Se flere nyheder

 

Hent profilbrochure