6. oktober 2017 | Munck Gruppen a/s Midt i juli indgik Munck Forsyningsledninger en aftale om at overtage aktierne i den sydfynske virksomhed Entreprenørfirmaet Ollerup. Aftalen var betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som efter kort behandlingstid faldt i sidste uge. Onsdag d. 4. oktober kunne Hans Christian Munck, adm. direktør i Munck Gruppen, derfor skrive definitivt under på aftalen. Ny regionsdirektør og 100 nye medarbejdere - Vi ser meget frem til at tage i mod vores nye kollegaer, og jeg glæder mig personligt til at opleve den synergi og kompetencestyrkelse, vi vil opnå, udtaler Flemming Skøtt, adm. direktør i Munck Forsyningsledninger. Samme dag tiltræder Robert Kirkeby Hansen, tidligere adm. direktør i Entreprenørfirmaet Ollerup, posten som regionsdirektør for Region Fyn: - Efter en lang periode med forhandlinger og venten på godkendelse fra Konkurrencestyrelsen, glæder jeg mig til at komme i gang med den nye hverdag. Det er en spændende udfordring, som jeg ser meget frem til, og min fornemmelse er, at det bliver rigtigt godt. De gange, vi har været på besøg i Odense, er vi blevet taget fantastisk godt i mod af vores kommende kolleger. Rent fagligt er jeg sikker på, at de gamle og de nye Munck-medarbejdere vil supplere hinanden på bedste vis, og at dette vil give muligheder for at byde ind på nye spændende opgaver i fremtiden, udtaler han. Robert overtager stillingen som regionsdirektør efter Frank Andersen, der går på pension. Entreprenørfirmaet Ollerup har gennem mange år primært udført anlægsarbejder, kloakering, vejsanering og byggemodning på Fyn. |